Vi har i lang tid snakket om at vi ville på ski i år, men ikke besluttet hvordan vi ville af sted, der var flere muligheder, allerede tidligt, snakkede vi om at finde andre med børn og tage af sted en gruppe, men det endte som det ofte gør, vi fik ikke gjort noget ved det.
Endvidere snakkede vi om 2 muligheder, at tage af sted i en uge og så skulle både Karen og Tapper med og så måtte vi skiftes til at stå på ski noget af tiden eller Karen skulle i noget pasning (vi har nemlig hørt at det findes nogle steder) anden mulighed var “kun” at tage af sted i 3-4 dage (forlænget weekend) og så uden både Karen og Tapper. Vi snakkede om det mange gange uden at beslutte noget. Det blev vinter og Erik skulle af sted i kajak danmark rundt og ja tiden gik, da han så kom hjem, snakkede vi igen om det og pludselig ku vi se at nu skulle vi altså til at sætte tid af ellers kom vi ikke af sted og det ville vi.
Vi begyndte at kigge på nettet mht. priser og muligheder, og der skulle træffes en beslutning om de skulle med eller ej, den blev at det skulle være uden dem, det var nok egentlig mig der traf den, set ud fra at hvis jeg skulle have noget ud af ferien skulle det være uden, ikke dermed sagt det var nemt at træffe den beslutning, MEN jeg syntes det ville være mest rigtig for os alle.
Så var turen der passede alle parter 4 dage i påsken, af sted onsdag aften og hjem søndag aften perfekt lige tilpas mht. at være væk vi kunne komme af sted 5-6 dage også men det syntes vi begge var forlang til væk fra dem. Mor og far havde fri så det var ikke noget problem at have både Karen og Tapper (mor er dagplejemor og der må ikke være hund inde når der er børn). Så Ferien blev bestilt og vi glædede os.
Efter turen var bestilt snakkede jeg med en veninde, der også har barn, hun sagde skønt men jeg ville aldrig kunne gøre det, ved godt jeg skal på et tidspunkt men ikke nu (hendes dreng er ½ år ældre end Karen). Det gav et stik i hjertet og tanken er det for dårligt af mig, er jeg en dårlig mor fordi jeg vil på ferie alene, men igen tænkte jeg, hvordan det ville være hvis alle var af sted ikke samme afslapning for mig. Senere snakkede jeg med min dagplejemor, hun sagde, det har ikke noget med om du er en god mor at gøre, jeg gjorde samme, og alle var imod mig, men Kirsten sagde hun, da jeg kom hjem havde jeg SÅ MEGET mere overskud til mine børn, så tag af sted og nyd det..
Vi tog af sted, kørte til Ålborg spiste aftensmad og vi gjorde så småt klar, jeg havde det lidt skidt med at køre, men Karen vinkede bare glad og nyssede farvel og vinkede i vinduet, der var vist kun en der græd og det var mig J men kun ganske kort…
Selvfølgelig tænkte jeg på hende, og første dag blev min mor bombet med sms og jeg ringede da også til sidst ku ikke lade vær, og alt gik selvfølgelig godt. Tænkte på Karen hver gang man så en af de små størrelser på vej ned af bakken, hvor gammel er han/hun, kunne Karen være med i år NEJ .. men næste år skal hun med, så kun hun stå lidt på ski og ….
Og jeg vil da indrømme at jeg nød det, nød at være af sted bare Erik og mig, vi kunne gøre som vi ville skulle ikke passe os ind efter noget, slænge os med bøger når vi kom hjem fra pisterne, læse flere timer uden af blive afbrudt, se film om aftenen. Jeg tror også det er vigtig at man nogle gange giver sig selv lov til at være kærester på tur, giver sig selv et frikvarter fra børn, og det betyder ikke at man ikke holder af dem, tvært i mod.
Vi kom sent hjem søndag og Karen sov, så mandag morgen kunne jeg høre hun var vågen og min mor var oppe med hende, hun kom i tøj og da de så skulle ud i køkkenet kom de forbi værelset, hvor vi sov, jeg sagde bare godmorgen … Karen lyttede og stoppede op, jeg sagde godmorgen igen, hun kom tilbage kiggede og dansede og grinede, og løb hen til min mor AK .. vi snakkede lidt og hun grinede og ville ikke rigtig over til mig, så begyndte Erik at snakke så ville hun over til mig, men KUN for at komme videre til Erik og give ham kys og kram, tilbage igen via mig uden kram til min mor og så morgenmad. Jeg stod of ville give hende en gave vi havde købt, den ville hun ikke have. Hun satte sig til at spise morgenmad, jeg satte mig ved bordet for at snakke med hende, men hun drejede hoved væk, ville ikke se på mig, men grinede dog, jeg var lagt på is, is kold is, der gik to timer for jeg kunne få kys og kram …. Pu ha det var lidt hårdt, men til stor morskab for Erik, jeg havde glædet mig til at se hende og så får man bare den kolde skuldre… men jeg skulle åbenbart ikke tro, jeg ku tage af sted og alt så var fryd og gammen når jeg kom tilbage.
Næste år skal de begge med, vi håber at vi kan komme ud i god tid og få nogle andre med.
Kirsten